Semiotik( fra græsk σημειωτικός, semeiotikos "tegnfortolker", der igen kommer fra σήμα, sema "tegn") er læren om tegn. Tegnprocesser findes i alle levende organismer, og er desuden grundlag for menneskelig tankevirksomhed og videnstilegnelse såvel som sociale fænomener som kultur og kommunikation. Som analyseapparat kan semiotik bruges til at analysere tegnbrug og betydning i sprog, billeder, handlinger, ritualer, myter og alle andre tegnsystemer.

Siden antikken har tegnsystemer været et vigtigt emne inden for filosofien. Stoikerne, sofisterne og senere de post-sokratiske filosoffer studerede alle de måder hvorpå tegn repræsenterer og viderebringer betydning. I oplysningstiden blev tegnsystemer og mening studeret af filosoffer som John Locke, Gottfried Wilhelm Leibniz og Immanuel Kant. Moderne semiotik har to hovedkilder: den amerikanske filosof og matematiker Charles Sanders Peirce og den schweitziske lingvist Ferdinand de Saussure. Peirce var interesseret i at forstå den filosofiske baggrund for videnskab, og hans teori ser semiotik som fundamentet for al menneskelig tanke og videnstilegnelse. Peirce's semiotik kan kaldes pragmatisk, fordi den beskriver hvordan betydning er en funktion af specifikke relationer imellem tegn, fortolkning og kontekts. De Saussure's teori, som han kaldte "semiologi" istedet for semiotik, fokuserede mere på sproglige tegnsystemer og de måder hvorpå sprogtegn får deres betydning igennem deres relationer til andre tegn i et sprogsystem. Fordi hans betydningslære fokuserer på betydning som et resultat af systematiske strukturer i et tegnsystem kaldes denne tilgang strukturalisme. Saussure's semiotik er især blevet brugt inden for lingvistikken, hvorimod Peirce's tilgang er blevet mest brugt blandt dem som studerer ikke sproglige tegn.